horneHjælp 2016

horneHjælp 2016

Til alle der har støttet, sponseret, hjulpet, spist med, deltaget i løjerne eller tænkt på horneHjælp 2016

Du har været med til at indsamle over 200.000 kr. til hus forbi!!!

Det er med stor taknemlighed og ydmyghed, vi kvitterer for den enorme hjælp og støtte horneHjælp har fået igen i år. Uden jeres massive opbakning, havde vi ikke opnået dette fantastiske resultat.

Oplevelsen har været stærk for elevholdet, der har fået et andet syn på deres medmennesker, og de skæbner vi ikke selv er herre over. Det er vel i virkeligheden det allervigtigste ved ugen, og vi er stolte af at mere end 130 unge mennesker nu går ud i verden med et mere nuanceret blik på virkeligheden.

Vi har virkelig nydt at se så mange lokale der har bakket op om vores mad- og markedsarrangementer, det var på forhånd et af vores store håb at se vores naboer og vi er ovenud tilfredse med fremmødet! Lokalsamarbejdet kunne også mærkes i forbindelse med alle de dele af hornehjælp der havde noget med fisk at gøre. Vi må igen konstatere, at samarbejdet mellem Horne Efterskole og områdets fiskefirmaer og organisationer både er varmt og udbytterigt for alle parter!

En særlig tak skal lyde til alle skolens leverandører – det havde simpelthen ikke være muligt at aflevere et så stort beløb til de hjemløse, uden at I havde været villige til at bakke op med gratis varer eller logistisk hjælp. Tak for at I altid er med på spøgen, når vi finder på tossede ideer!

Hjertelig tak med et ønske om at vi kan tillade os at forstyrre jer igen til næste år

Eleverne og Personalet

Horne Efterskole

Beløbet blev overdraget til folkene bag Hus Forbi mandag den 5.12. 2016i forbindelse med fernisering på foreningens kunstprojekt på Gabels Torv, Aalborg

BAGGRUND:

I 2016 var horneHjælp fokuseret på de hjemløse i Danmark i samarbejde med organisationen Hus Forbi. I uge 41 rejste hele skolen tre dage til københavn, som optakt til at give den fuld skrue i uge 45. Her etablerede vi diverse indsamlingsprojekter og lavede sammen med eleverne en spektakulær musical "LUKSUS" med afsæt årets tema.

Det har alt i alt været et fantastisk berigende projekt, Der ud over det flotte kontante beløb til HusForbi også har givet stor værdi og indsigt til alle os på Horne, der har været med.

Sekretariatsleder: "Flere vil dø på gaden i det kommende år- Hjælpen fra Horne vil gøre en STOR forskel"

Se programmet for ugen

Hvad skal Hus Forbi bruge pengene til?

”De sidste år har Danmark desværre været ramt af dødsfald blandt hjemløse på gaden. Ved flere af disse dødsfald har den manglende mulighed for at have et varmt sted at opholde sig haft en mere eller mindre afgørende betydning. Der kommer desværre flere og flere hjemløse i Danmark og derfor er det også sandsynligt at flere vil dø på gaden i det kommende år. Det vil Hus Forbi med hjælp fra Horne Efterskole gerne forebygge. Fred og alt godt”

Rasmus Wexøe Kristensen - Sekretariatsleder Hus Forbi

 

Se mere om hus forbi