Besøg os på: besøg os på facebookbesøg os på youtubese vores twitter profilse vores flickr profil

horneKunst – udtryk dig visuelt

Eksperimentet
Det vigtigste for enhver, der laver billeder, er lysten til at afprøve. Det kan være en ny teknik eller et nyt materiale, eller en stemning eller et budskab, du ikke har lavet billeder om før. Det kan være vildt og pjattet eller en stilfærdig og fokuseret proces, men der skal udvikling til for at gøre dig dygtigere. Inspirationen henter vi hos de største, og vi er ikke bange for at rejse efter dem. 

Billedsprog
Billeder er smukke, frastødende, foruroligende, opkvikkende, dystre, varme – listen bliver aldrig færdig. Billeder afspejler verden i alle dens detaljer og lidt til, og mennesker har udtrykt sig gennem billeder altid. Det er altså et solidt sprog vi taler, når vi taler billedsprog, og det er et sprog, der kan tåle at blive brugt på alle de måder, du kan forestille dig.

Det færdige billede
Når dit gennemarbejdede billede er færdigt, skal det udstilles. Selvfølgelig. Det er spændende at få reaktioner på sit arbejde, og tilfredsstillelsen er stor ved at se holdets billeder tage sig ud fra sin bedste side.
 

Følg holdets dagbog på fedebilleder.dk
 
 

Livet på linjen - eksempler

  

Den ramme lugt af rå pølser bølger ned gennem skolens gange og trækker nysgerrige til. Døren åbnes og den insisterende hvislen derinde fra stiger til et brøl. Og der hænger de så; 324 kyllingepølser, på rad og række, i snore ned fra loftet. De var kolde og fugtige og skulle kroges hver og een. Ulækkert! Kvalme og hovedpine! Og hvorfor? Det kom til at handle om kødindustrien og om at der altid er salg i det billigste produkt uanset produktionsmetoderne. Og startskuddet på holdets fælles installation lød, da Ida spontant udbrød: ”Skal vi ikke lave noget med pølser…der hænger ned fra loftet?” Alle sled i det, og nu er der kun dokumentationen tilbage. Se videoerne.

 
 

  

Første time på linien. Sommerfugle i maven. Pludselig står man udenfor haldøren og skal have bind for øjnene, og musikken i hallen er så høj, at man ikke kan tale sammen. Der skal formes en hånd, lyder beskeden, men materialet er underligt hårdt og fedtet. De udtryksfulde skulpturer fik ekstra liv i indergårdens sensommersol, til vi hentede dem ind i september.
 
 

  

Den danske maler Thomas Kluge er vores forbillede, som Rembrandt var hans. Vi har ikke tålmodigheden til at male alle de 400 lag, så vi griber lommelygter og kameraer og lader mørket hjælpe med at fokusere på fortællinen i lyset. 
 
 

  

Det er elevernes eget skrald der fungerer som materiale i skulpturerne. Men først når spotlyset tændes bliver det rigtigt interessant, for så toner de særeste og mest detaljerede skygger frem. Kunstnerparret Noble & Webster er inspirationskilden.
 
 

  

Det startede som en simpel øvelse, men endte som et farverigt indslag ved skolens mest populære samlingssted. Man bliver aldrig helt færdig med at se.
 
 

  

At skabe sit eget ansigt i gips er både grænseoverskridende og frygteligt interessant. Alle var berørt af pludselig at holde en dødsmaske af sig selv i hånden!
 
 

  

”Af jord…” er titlen på installationen, der oplevede lidt af hvert i en linieuge inden den blev begravet på skolens grund. Pænt farvel til klasseværelset af i går!
 
 

  

Adam fra det Sixtinske Kapel i toast, som jo er et stærkt undervurderet materiale. Vi hentede nye forsyninger brød to gange, og arbejdet strakte sig langt ud over timerne. Men hvilket resultat!
 
 
 
 
 
 
 

Horne Efterskole - Højskolevej 5, Horne - 9850 Hirtshals - Tlf. 9894 9322 - Email: info@horne.dk