Bag om de 4 årstider

Bag om de 4 årstider

I et efterskoleår skifter stemninger og erfaringer med årstiderneSom efterskolelærere har vi i mange år fulgt elevernes puls gennem efterskoleåret. Og selvom eleverne er vidt forskellige, er der alligevel nogle fælles erfaringer og stemninger, som skifter med årstiderne. Men hvor man ude i naturen sår i foråret og høster i efteråret, er det lige omvendt på en efterskole. Der er efteråret og vinteren såtid, hvor der plantes og vandes, så alt det nye får lov at spire frem og blive stærkt - og først til foråret blive høstet og omsat i brugbare erfaringer.

Verden er ny
Verden er ny, når man starter på efterskole. Det er en fantastisk mulighed for at starte forfra og forme sig selv og sin identitet på en ny og bedre måde. Det er som at blive plantet i en ny og sund jord, og derfor hedder den første fase Verden er ny. Familiestrukturen introduceres, og der er nye fag og nye lærere. Linjerne tager form, og vi skal på introtur, pilgrimsvandring, give en dags arbejde til vores venskabsskole i Nigeria og slutte det hele af med en kæmpe efterårsfest. Verden er ny løber fra skolestart til efterårsferien.

Verden er alligevel ikke ny
Men langsomt bevæger den første tids begejstring og sensommer over i efterår. De stærke farver og sensommergløden falmer, og dagene bliver kortere og koldere. På samme måde bevæger efterskolepulsen sig over i en ny fase. Begejstringen falmer, og hverdagen afslører at heller ikke på en efterskole er verden ny. Ens egne svage sider brydes med de andres. Glansbilledet holder ikke, og det er nemt at føle sig svigtet.

Sådan er november, og derfor er det vigtigt at tænde lys, for at se klart og for at jage mørket på flugt.
Derfor tager vi på tur, af sted, væk fra skolen. Og hjemme igen laver vi musical i en hel uge, hvor alle har en opgave og kan se værdien i at være med.

Verden er alligevel ny løber fra efterårsferie til jul. Og hen mod jul pynter vi op, hygger og inviterer bedsteforældre på besøg. For det handler om at se værdien i fællesskabet, og det handler om at komme videre trods nederlag. For livet er et liv på trods.

Efterskole er 41 intense uger. Men skolen er ikke mål i sig selv. Det handler om at ud over skolen og ud over ens egen virkelighed.

 

Verden er rummelig
Når julen er overstået og vi er tilbage på skolen, banker den vigtigste og sværeste tid på døren. Det er januar, og det er mørkt når vi står op, og mørkt, når vi går i seng. Men dagene bliver langsomt længere og lysere.
Det er nu, vi høster de første spirer af efterårets oplevelser. Skolen er tryg hverdag, og rutinerne og fællesskabet er blevet rammer, der giver mening, og langsomt vokser en ny tro på egne evner frem som et fornyet og styrket selvværd. Fagligt flytter man sig, og man er modnet menneskeligt og socialt, blevet mere fokuseret og mere rummelig i sin livsindstilling.

Men skolen er ikke mål i sig selv. Det handler om at ud over skolen og ud over ens egen virkelighed. Derfor bruger vi januar og februar på at forberede udlandsturene, samtidig med at vi arbejder med fremtidsønsker og uddannelsesmuligheder forud for tilmelding til ungdomsuddannelsen.

Verden er rummelig løber fra januar til marts, og hen mod påske er det tydeligt, at der er sket en kæmpe udvikling i eleverne. Det er hemmeligheden - og magien - i efterskolepulsen.

Verden venter
Efterskole er 41 intense uger, og fra vi kommer tilbage efter udlandsture og påskeferie er der ikke langt tid til at samle op på alt det faglige og forberede sig til de afsluttende prøver. Men det hele har fået en ny dimension. Fokus har flyttet sig fra mig til vi, og fra jeg kan ikke til jo jeg kan. Efterskole er venskab for livet, men er også udvikling for livet. Udlandsturene og et års stærkt fællesskab har skabt modenhed og givet mod. Mod til at gå til prøve og give den hele armen, og mod til at tage nye udfordringer op. 

Og heldigvis er der ikke så lang tid til gensynsweekenden.