Malet med blod Billedkunstlinjeuge og installationskunst med udgangspunkt i fiktion og virklighed Se de færdige billeder   "Det er skræmmende og farligt, men spændende og mystisk på den gode måde," forklarer en af drengene, mens han er ved at løsne hovedet fra kroppen på en af de 15 døde mosegrise, som i billedkunstlinjeugen blev brugt som ingredienser i flere kunstinstallationer. Eleverne på Horne Ungdomsskoles billedkunstholdet har i oktober 2004 i en hel uge arbejdet med installtionskunst med udgangspunkt i det fælles tema: "Liv og død". Foran skolens hovedindgang har han sammen med en kammerat lagt 7 store stykker gulvpap frem, og derefter kørt hen over dem på kryds og tværs med et bildæk med våd maling blandet med jord og græs. Det giver et smukt, men samtidig skæbnesvangert mønster på de store ark, og der diskuteres om nye ruter hen over arkene, men også om begrænsingen og om at "stoppe mens legen er god". Næste opgave er at skære ind til mosegrisenes indvolde og blod, så den kan bruges som kombineret pensel og maling. Han kniber øjene sammen og tager en dyb vejrtrækning, inden den store kniv løsner hovedet helt. Lugten er der med det samme. Han rynker næsen og kigger væk, men drages alligevel - ligesom de omkringstående piger - af det døde dyr, blodet og indvoldene.    Det handler om kunst og udtryk. Om virkelighed kontra fiktion. Og om at skabe nye tanker hos beskueren. Og sig selv. Men det handler også om at prøve grænser og stille sig selv i et andet sted. Mosegrisene er fanget på normal vis i fælder på en gård nær Hjørring; her er de også på human vis blevet aflivet. Der er altså ingen elever, der har slået ihjel. Alligevel sætter det gang i en række stærke psykiske processer, når man pludselig er den udfarende, der "hersker" over synlige (og lugtbare) symboler på død og fordærv. For den lille gruppe af elever, der den dag kastede sig over opgaven, var det er en sjælden mulighed for at få indsigt i egen ondskab og sadistiske tilbøjeligheder. Det er kræfter, vi alle normalt forsøger at fornægte, men som vi alle ikke desto mindre rummer.  Ud over en givende inspirationstur til det store kunstmuseum ARoS i Århus, hvor både Bjørn Nørgaards hest på glas og Christian Lemmerz's "forrådnede" buster ("Freddie I-V") vakte debat, har holdet beskæftiget sig med multikunstneren Marco Evaristtis værker og kunstsyn. Det var ham, der for alvor blev kendt, da han i 2000 udstillede levende guldfisk i køkkenblendere på kunstmuseet Trapholt i Kolding. Se multikunstneren Marco Evaristtis videohilsen til billedkunstholdet Undertegnede havde, som holdets billedkunstlærer, op til ugen lejlighed til at møde den kompromisløse kunstner i Aalborg. Det blev til en længere samtale, som mundede ud i Marcos videohilsen til holdet. Trafikofres blod bliver til kunst "Kunst er ikke nødvendigvis en repræsentation af virkeligheden, som udtrykkes igennem en løgn. Kunst kan være en repræsentation af virkeligheden, som repræsenteres igennem virkemidler," fortæller Marco. "En gang imellem giver virkeligheden kun løgn som resultat, fordi virkelighed er bygget op efter udsagn fra tilfældige mennesker, som er meningsdannere. Det er ikke nødvendigvis virkelighed, fordi de siger det." Marcos pointe er, at virkeligheden en gang imellem faktisk er bedre og mere korrekt gennem fiktionen, dvs. kunsten. Her tilrettelægges en række spor bevidst for at give ét bestemt udtryk; men gennem virkemidler, taget ud af hverdagen. Marco vil således, hvis hans installation skal handle om forgængelighed og død, hellere bruge ægte menneskeblod frem for tomatpuré. Det handler om at få virkeligheden ind i værket. I 1995 skabte Marco værket "CRASH" til Nationalgalleriet i Thailand. Her ønskede han at sætte fokus på et overset problem, nemlig de store antal færdselsuheld i hovedstaden Bangkok. Henved 30 mennesker mister hver dag livet i millionbyens trafik. I månedsvis kørte Marco derfor rundt med udrykningsholdet til ulykkesstederne, og indsamlede diskret forskellige genstande samt blod, som han senere malede med på rispapir. fra Marco Evaristti: "CRASH", 1995 I fagsproget kaldes det "objets trouvés", dvs. genstande, som er fjernet fra hverdagens verden og anvendes som et kunstnerisk materiale. Rigtignok finder Marco sine materialer fra Bangkoks grusomme hverdag og skaber en kulisse for sit budskab, men der er stadig tale om en iscenesættelse, som repræsenterer dagligdagens gru. Ofrenes blod klæber til billederne og de vragdele, som var placeret i museets forhal og under og ved malerierne. Men det klæber også til publikums nethinde. Det var på en gang hæsligt og lokkende. Vi er alle vante til at se blod i aftenens TV-avis. Men hjemme i stuen har vi ikke lugtgenerne. Det blod, som Marco malede sine billeder med, både lugter og skifter farve og konsistens som ægte blod normalt gør. Men det hæslige og frastødende i Marcos billeder er ikke selve blodet, men derimod de associationer, de tanker, det vækker, fordi man ved, hvor det stammer fra. Det er med andre ord iagttagelsen, der bestemmer vores erfaring og vurdering af materialet. Vi forstår kunsten ud fra vores tidligere oplevelser og vores tillærte normer og retningslinier, for hvad der er rigtigt og forkert, hvad man må og, hvad man bestemt ikke må! Dybrøde streger og bilaftryk Som et naturligt svar på Marcos voldsomme værk fra Bangkok havde et par elever lyst til at lave en parafrase, dvs. et nyt værk, der tager udgangspunkt i en fortolkning af "CRASH". Men i Vendsyssel dør heldigvs ikke så mange i trafikkken: Vores motorveje står faktisk af og til gabende tomme; så tomme, at en fredelig mosegris tør vove sig over vejen i ny og næ. De fleste gange går det godt, men ind imellem bliver de dræbt af bilerne. Dermed var den noget fredeligere scene sat for "CRASH, part II". Synet af de første indvolde, der presses ud gennem snittet i halsen, giver et hvin gennem gruppen af piger, der kigger på. Tarmene sætter sig fast på arket og efterlader en dybrød streg, som står flot sammen med bildækkets aftryk. Nu presser han lidt mere og bevæger den døde mosegris i større cirkler. Igen diskuteres billedkomposition, men også, hvordan aftrykket af virkelighedens trafikdræbte mosegris ville se ud på et rent stykke papir. Det er billedsamtale, og billedproduktion i højeste gear. Det er fiktion, der møder virkelighed. Drengene laver billederne færdige og hænger dem op i billedkunstlokalet. Der kommer hurtigt til at lugte af død. Det er en del af det, men vi er nødt til at lufte ud.     Se de færdige billeder Imidlertid er rygtet om holdets materialer løbet rundt til skolens øvrige elever, som på gangene og hen over bordet i spisesalen diskuterer billederne livligt. De fleste har end ikke set dem. Mange er forargede og synes, at det er både frastødende og sygeligt overhovedet at få ideen. Andre forsvarer den med forskellige i den sammenhæng løsrevne og tilfældige argumenter om kunstnerisk frihed... Med ét er holdet havnet i præcis de samme problematikker, som Marco Evaristti havnede i, da han præsenterede "CRASH" i Danmark året efter udstillingen blev vist i Bangkok. Publikum og ikke mindst pressen så simpelthen ikke værkerne. De forholdt sig ikke til budskabet, tankerne og processen bag, men lod sig ophidse af det ydre og valget at materiale. Det er kunstenerens valg - på Horne Ungdomsskole: elevernes - at bruge eller lade være, et materiale, som er hentet fra virkeligheden. I værste fald kan det give "støj" på udtrykket og ligefrem skabe uvilje hos publikum. Men i bedste fald skaber det en større relation og forståelse for den verden, der omgiver os. Virkeligheden er for alvor på spil. Klasselokale indpakket i hvidt papir  Men ét er sikkert, sjældent før har et par billeder på Horne Ungdomsskole skabt så meget debat både om kunst og virkelighed, om liv og død og om grænser og normer. Andre elever har valgt at gå lidt mere fredsommeligt tilværks med deres installationer. I skrivende stund, er ingen af værkerne helt færdige. Der arbejdes fortsat intenst. Ugen afsluttes med forældrenes besøg på skolen. Her arbejder alle sammen om en stor fælles installation. Skolens største klasselokale skal pakkes helt ind i hvidt papir, sådan Christo-agtigt, forstås (det var ham, der pakkede parlamentbygningen i Berlin ind i stof). Tavle, borde, stole, gardiner, loft, gulv og vægge; alt skal minutiøst pakkes ind og efterlade rummet sterilt. Herved får beskueren sat kraftigt fokus på sin egen blotte tilstedeværelse. Det tøj, man har på, og den måde, man bevæger sig gennem rummet på, er med ét ikke længere anonym, men råber til omgivelserne. Vore omgivelsers sterilitet og ensformighed er brudt og sættes på prøve. Som beskuer og aktiv medspiller i installationen har man mulighed for at give verden farve i hvert fald for en stund. Det er, hvad Horne Ungdomsskoles billedkunsthold har gjort gennem deres installationer. Fiktionen møder virkeligheden og bliver virkelig virkelig. Ifølge Marco, er "virkeligheden en gang imellem faktisk bedre og mere præcist udtrykt gennem fiktionen, dvs. kunsten." Marco giver i sin videohilsen eleverne et ordentligt spark i røven, for at de kan komme fremad. Hermed er hans spark (og det, vi foreløbig har fået ud af det) givet videre til en bredere offentlighed.